The Johanna Show

Do or die! Mine første retorikkurser

Om få dage starter et nyt og spændende kapitel i mit liv: “Nu også som aftenskoleunderviser” – endda i “Lær at holde en tale” og “skriv levende”, og hvem ved, måske går det også godt. Skrive, skrive, skrive som en ninja. Tænke, tænke, tænke som en Toulmin. Nu er jeg ikke nogen underviser, kun retoriker, så “errare humanum est”.

Jeg nyder at nørde med rendyrket retorik – hvor det at overbevise vitterlig betyder at overbevise, og ikke nødvendigvis at overtale og sælge. Det ene udelukker ikke det andet. At udtænke sjove og lærerige øvelser er også en fryd. Men hvad i alverden skal jeg sige? Og hvad forventer kursisterne?

Lad os gå tilbage til Adam og Eva. Totalt uacceptabel intro rent retorisk, men ingen regel uden undtagelser, og dette er ikke en tale, men en lettere nostalgisk og talesproglig dialog af en subjektiv art med en modtager, som bliver aktiveret og svarer igen sit eget hoved.

Mit første retorikkursus er lige for enden af broen…. 

Jeg ELSKEDE at være retorikstuderende – at analysere taler, skrive, give feedback og gennemskrive igen og igen, og at nørkle med selv de mindste detaljer, for den mindste ændring gør forskel. Jeg havde nærmest ” a crush on om ikke” gode gamle Aristoteles, så hans tre fantastisk brugbare appelformer etos, patos og logos, og syntes, det var revolutionerende at opdage, at alle ytringer er intentionelle. Jeg tilgav endda mine undervisere for at trække mig ned på et samlet “9”-tal i mundtlig formidling, fordi jeg smilede for meget, og mimik skal varieres.

Indrømmet. Fonetik var en hård nød at knække for en færing, som er flydende på dansk, men jeg klarede den, og sprogbeskrivelse var også en “vind eller forsvind”-disciplin, og jeg kom, jeg så, jeg sejrede – vist nok – eller godt nok i første forsøg. Egentlig er der ikke så mange retorikere til i verden – og slet ikke færøske, men forleden var jeg til en fest, hvor vi var tre.

Det fik mig til at glæde mig endnu mere til at dykke ned i retoriske teorier, for i grunden er de min comfort zone. Et blødsødent, humanistisk, men samtidig også hardcore, nuanceret og analytisk og meget, meget brugbart fagområde, hvor effektivt ikke altid er det samme som godt, og godt ikke altid har den ønskede effekt.

Men tilbage til undervisningssporet. Jeg har tænkt mig at give en grundig gennemgang af  retoriske grundantagelser, forarbejdningsfaser, appelformer, talegenrer og mål, klassisk opbygning – krydret med diverse sjove øvelser. Derefter vil jeg målrette undervisningen til de genrer, modtagerne ønsker/har brug for at lære mere om – og forhåbentligt være med til at forbedre alt fra talemanuskript til actio/fremførelsen. Om det lykkes, ved jeg ikke endnu. Men jeg vil gøre mit bedste. Resten er et spørgsmål om egen retorik.