Category Archive
The following is a list of all entries from the Retorik og kommunikation category.
Hummer søger mage

The Lobster er en unik, grotesk og morsom film om tro, håb, kærlighed og benhård konkurrence. Du har aldrig set noget lignende og mere uforudsigeligt end den, og det unikke og særdeles gennemførte univers skal opleves!
The Lobster og datinglivets tragikomiske brutalitet
I The Lobster får vi lov til at se Colin Farrel som en gennemsnitlig blegfed mand med et ønske om at finde en ny partner og måske også kærlighed. Han tjekker ind på et hotel, og et mareridtsagtigt realityshow/datingprogram går i gang. Hvis han ikke når at finde sit match inden deadline, bliver han forvandlet til et selvvalgt dyr; en hummer, men han kan også blive slået ihjel, hvis han bryder spillets regler, og der er mange. Og de er brutale og groteske. Efter flere blodige forviklinger, lykkes det ham at flygte ud i skoven, hvor han slutter sig til enspænderne/the loners. Her forelsker han sig i en kvinde (Rachel Weisz), men som enspænder må han ikke have en kæreste, og straffen for kærlige handlinger er umenneskelig.
Fabelagtig fortælling
The Lobster er nærmest en fabel med dyr og excentriske typer samt en morale eller to. Karaktererne opfører sig ikke ligefrem sympatisk i deres kamp for overlevelse. Det er “Kill-or-get-killed”, og alle jagter og skyder hinanden. De stærkeste overlever, de svageste dør. Samtidig er karaktererne højtidelige og alvorlige, da det er dødeligt alvor at finde en partner. Som seer bliver du revet med af filmens plot. Du forstår, hvorfor de handler, som de gør, du genkender nogle yderst aktuelle problemer og forviklinger, og du aner faktisk ikke, hvordan det hele vil ende.
Sarkasme, sjov og surrealisme
I The Lobster er der en del sarkasme. Fx når to hotelmedarbejdere går på scenen og illustrerer fysisk (og meget akavet), at det er dårligt at være alene og godt at være sammen. Singlerne er desperate og ensomme, og de vil gøre hvad som helst for at finde en mage og vinde spillet. Til trods for alvoren, er det alligevel komisk – og meget, meget surrealistisk. The Lobster kommenterer samfundets glorificering af ægteskabet som det eneste, der kan gøre os komplette, tendensen til at swipe videre ved den mindste lille fejl samt den udbredte opfattelse, at lige børn leger bedst. I dette tilfælde er det dog de mest ligegyldige overfladiske detaljer som at have tendens til næseblod eller en god sangstemme, der afgør, om mennesker kan blive par eller ej.
Kærlighed gør blind, og hvis du ikke vinder spillet, kan du enten blive slået ihjel eller ende som en (andalusisk) hund eller en hummer (telefon a la Dali). Og nu skal jeg vist ikke afsløre mere, men The Lobster er spændende, tankevækkende og sær på den gode måde, og den er nok en af de mærkeligste kærlighedsfilm nogensinde, så du SKAL se den.
Når enden er god, er talen god
Når enden er god, er talen god – eller hvordan er det lige, at det hænger sammen?
Hvis du forventer, det handler om enden a la Kim Kardashians voluminøse bagdel eller JLOs shaking booty, vil dette indlæg desværre skuffe dig. Hvis du ønsker fakta og tips og tricks til at forbedre dine første og sidste ord i taler, præsentationer og foredrag, kan det være en god idé at læse videre.
Enden eller afslutningen på din tale, præsentation eller dit oplæg har det med at blive bemærket på godt og ondt. Det er nemlig i indledningen og afslutningen af talen, at du har dine modtageres fulde opmærksomhed, og det er dine første og sidste ord, som modtagerne husker dig for. Det betyder også, at de står af med det samme, hvis din indledning og afslutning er fjendtlige, kedelige eller så vaklende, at de bliver sure, søvnige og søsyge.
Resten af talen er en endnu hårdere kamp for at få og opretholde opmærksomhed. Din personlighed kan meget nemt aflede fokus fra, hvad du egentlig siger. Du er oppe imod dig selv, din udstråling, din måde at tale på, din stemme og dit kropssprog, og du har et reelt problem i, at mennesker kun kan koncentrere sig i kort tid ad gangen. Heldigvis er du selv herre over dit eget talemanuskript eller oplæg, og du kan overvinde alle forhindringer, hvis dit materiale er gennemarbejdet og godt.
Enden, indledningen og afslutningen på talen
Enden og begyndelsen på dit oplæg, din tale eller dit foredrag er de eneste steder i hele herligheden, hvor du for alvor har dine modtageres fulde opmærksomhed i nogle sekunder, og det skal udnyttes med stort U. Få dit publikum til at huske den lovende indledning eller den super spændende afslutning, ikke at du fik dem alle til at gabe af kedsomhed fra start til afslutning. Har du en særlig pointe, du vil hamre ind, eller ønsker du at fortælle noget helt særligt, er det her, det sker. Dit publikum husker typisk meget lidt af det, du sagde i resten af talen.
I begyndelsen og mod enden har du for alvor mulighed for at vinde dine modtageres sympati, velvilje og interesse. Du kan fx fortælle en lille historie, en vittighed, et ordsprog eller en anekdote, som gør det spændende at lytte. Husk dog, at din begyndelse skaber forventninger til enden, og skuffelse er roden til alt ondt og den sikre vej til buhende tilskuere, der føler, du har spildt deres dyrebare tid. Hold derfor gerne, hvad du lover i indledningen, hvis du lover noget bestemt: et svar, nogle forløsende ord, en gentagelse af indledningen, som forklarer den, eller noget helt fjerde. Modtagerne forventer at få svaret, afrunding eller en løsning til sidst.
Enden og begyndelsen på talen skal være gode
Mange mennesker oplever det som lidt af en øjenåbner, at enden og begyndelsen er det, som publikum har tendens til at lægge mærke til, og at det derfor skal vægtes højt. Forstå mig ret. Dette er ikke en opfordring til at sjuske med resten af talen, og det er bestemt heller ikke et udtryk for, at resten af talen er ligegyldig – tværtimod. Det er bare afgørende at vide, at indledningen og afslutningen er de dele af talen, som modtagerne har nemmest ved at fange. Og det er også her, du for alvor har chancen for at motivere publikum til at lytte videre og juble. Læg ud med fængende, sjove eller gådefulde ord og se indledningen som en smagsprøve, der øger modtagerens appetit.
En fængende tale er som en spændende krimi, hvor enden afslører, hvordan det hele hang sammen, og om morderen nu også var den tilforladelige butler. Læg fx ud med en gåde og lad enden være løsningen på gåden. Du kan også strukturere din indledning som en cliffhanger, hvor du afbryder lige præcis dér, hvor det er mest spændende, og tager det op igen mod slutningen. Lad helten hænge med den ene hånd på klippen og en dyb afgrund under sig, eller skab en lang pause mellem, at du siger “og vinderen er”, og indtil du kommer med svaret. Dine tilhørere elsker, at du udelader afgørende informationer og gemmer dem til sidst. Det er et effektivt trick, som får publikum til at spile ører og øjne op og engagere sig i talen, indtil I sammen når til enden.
Publikum skal motiveres til at lytte og meget gerne blive aktiverede i at løse en gåde eller være spændte omkring udfaldet. Ellers gider de ikke lytte. De tænker “hvad får jeg ud af et her”, og det er i høj grad fra start, du har mulighed for at gøre dem til glade og interesserede lyttere, der ikke bare klapper, men også stadig kan lide din tale, dit oplæg eller din præsentation dagen derpå.
Enden og det talte ords flygtighed
Det talte ord er flygtigt, det eksisterer kun her og nu i det øjeblik du taler, publikum kan ikke genlæse det på papir igen og igen, og det flyver og flagrer forbi, medmindre du gør dig umage med at levere noget vedkommende og relevant for modtagerne. Hvis du sætter ekstra tid af til at finpudse enden og indledningen, bliver din kamp for at få opmærksomhed og overbevise dine modtagere meget, meget nemmere.
Begyndelsen og enden er dine bedste muligheder for at brillere og efterlade et varigt og positivt indtryk. Det er ved enden og i begyndelsen, at du for alvor kan overbevise dine modtagere. Det er din gyldne mulighed for at score point, dit perfekte øjeblik, og det første og det sidste indtryk har det som bekendt med at hænge ved.
Når enden er god, er talen ikke altid god, men det er et super stort skridt i den rigtige og effektive taleretning.
80-årig hacker med håndgranat og bid
Herra er vidunderlig, underholdende og barsk. Hun ligger i sin seng i en garage med en håndgranat i hånden og en computer i skødet og tænker tilbage på sit mildt sagt usædvanlige, begivenhedrige og omflakkende liv med krig, kærlighed, eskapader og flugt fra det ene land til det andet. Herra har KOL og kræft og hun ønsker at begå selvmord. Herra har endda bestilt tid i krematoriet, hvor de vil brænde hende ved 1000 grader, men man kan desværre ikke forudbestille tid.

Herra er hovedpersonen i islandske Hallgrímur Helgasons Kvinden ved 100 grader, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2013 og skabte heftig debat i hjemlandet Island, fordi den handler om en historisk præsidentfamilie, og der er både utroskab, nazisympati, IT-kriminalitet og andre skeletter i skabet. Men det er og bliver fiktion, og et fantastisk eksemplar af slagsen.
Jeg kommer til at savne Herras bidske humor, politiske observationer og de gribende beretninger om en lille pige, som er alene i verden i en krigstid.
Kvinden ved 1000 grader er ikke mindst vellykket, fordi den informerer, underholder og rører dig.
Hvis du ikke allerede har læst bogen, så skynd dig! Du bliver fyrsteligt underholdt, informeret og måske også provokeret på din fortid som kolonimagt eller Helgasons måde at beskrive verden på. Og det er alt andet end kedeligt.
Hallgrímur Helgason har været en af mine yndlingsforfattere siden jeg læste 101 Reykjavik om tabermanden Hlynur Bjørn, som sætter pris på kvinder. Bogstavelig talt. Helgason forener på poetisk og sprudlende vis sarkasme med humor og alvor, og han er god til at skabe originaler. Fx er hovedpersonen Bøddi i Helgasons roman Stormland en desperat og vred yngre mand, som fornærmer alt og alle i nabolaget på sin blog og blæser til revolution mod storforbruget og kapitalismen.
Jeg elsker originaler, og i Hallgrímur Helgasons bøger finder man alt fra landsbytosser til fantaster og fortidsdyrkere. Læs ham for humor, sarkasme, sprogligt flow og sidst, men bestemt ikke mindst, de super specielle og gribende mennesker, som springer ud af siderne og får dig til at le.
Tilbage til fortiden med Morse
Først kom tv-serien om den sure, bitre, alkoholiserede, menneskelige, dameglade og operaelskende politiinspektør Morse (John Thaw) og hans gemytlige og ligefremme kriminalassistent Lewis (Kevin Whately). Inspector Morse er et mesterværk. Ikke mindst på grund af samspillet mellem den vrantne Morse og den blide Lewis. (1987-2000)
Så kom spin-off-serien Lewis med den snusfornuftige Lewis (Kevin Whately) og den intellektuelle Hathaway (Laurence Fox). Endnu et skud Oxford til en krimijunkie. Og efter sigende har vi ikke set det sidste afsnit endnu, selv om Lewis har valgt at gå på pension. (2006-)
Serien om unge Endeavour Morse er den nyeste i Morse-familien, og du kan stadig nå at hægte dig på. (2013-)
Unge Morse (Endeavour) kunne nemt været gået gruelig galt, men det gør den ikke. Måske fordi serien har sin egen dystre og hårdkogte stil.
Vi er stadig i Oxford, men dette Oxford er et mørkt og uhyggeligt sted, hvor man nemt kan blive dræbt af en seriemorder eller gangster.
Vi tager tilbage til 1965-1966, og Morse (Shaun Evans) er en indadvendt, følsom og forpint nybegynder. Han er samtidig forfriskende fordomsfri af en politimand at være, og han har en drenget sødme og akavethed, der giver ham charme. Hov. Nu lyder det nærmest som om jeg er forelsket i karakteren. Og det er jeg!
Morse er besat af at løse gåder og redde menneskeliv, en workaholic, som frygtløst kaster sig ud i ensomme eventyr, og det giver ham ar, skudsår og traumer.
Unge Morse er enspænder, lytter til opera, kører i Jaguar og drikker whiskey og øl, men han er ikke forbitret og vred endnu. Snarere grublende, melankolsk og kvik.
Endeavour Morse kommer konstant på kant med sine overordnede kolleger, fordi han ser sammenhænge, de andre ikke kan se, og han siger sin ofte meget anderledes mening. Inspektør Thursday (Roger Allam), der nærmest fungerer som en far for Morse, forsøger ofte at få unge Morse til at holde sin mening for sig selv, og politichef Bright (Anton Lesser) opfatter Morse som flabet, hovmodig og respektløs.
Endeavours overordnede finder sig i hans åbenmundethed, fordi han igen og igen er den, som finder det afgørende spor. Sporet ændrer fuldstændig sagen og sender den skyldige bag tremmer.
Unge Morse kulminerer typisk i et kapløb mellem politi og forbryderen, som ofte bliver fanget, mens han er i gang med at myrde. Det er intenst, spændende og fængslende at følge med i processen.
Unge Morse er fantastisk godt skruet sammen og fascinerende. Først og fremmest på grund af den komplicerede karakter Morse. Det hæsblæsende tempo, intensiteten og den lurende fare i alle hjørner suger dig ind i universet. Shaun Evans er i godt selskab, men stjæler alligevel showet som den yngste og nyeste Endeavour Morse.
Unge Morse handler markant mindre om det ambitiøse universitetsmiljø end forgængeren fra fremtiden.
Nyd Unge Morse eller Endeavour, som den hedder på engelsk, på dens egne præmisser og uden at tænke for meget på gamle Morse.
Fang Unge Morse mandag aften på DR1.
Bonusinfo
Morses far Colin Dexter har været med til at skrive alle tre tv-serier.
Se også:
• Den geniale og nyskabende BBC-serie Sherlock med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman som Holmes og Watson. Et absolut must-see og en ekstremt vellykket modernisering af en kendt og elsket krimi.
Læs et fremragende Shout out om Sherlock
Mere om krimier
Hvis du stadig ikke er mættet af Morse og krimier, kan du læse min artiklel om Millennium-trilogien i pdf.
Er du stadig ikke hoppet væk til et andet link i en anden www-verden, kan du læse mit speciale om krimier. Det er langt og i pdf, men efter sigende forholdsvis underholdende af et speciale at være.
Case closed.
En omvandrende katedral
En omvandrende katedral
med forhindringer
Snørklede gange, der snører
sig sammen om struben.
Store, smukke rum
under renovering
Spærrer for synet
af skønne sale med ekko.
Katedralen løber væk
og du er spærret inde
Lukker øjnene og venter
på stilhed og ro.
Katedralen stopper og du
kravler mellem murbrokker
mod lyset i mørket
og ud i verden.
Hygge med mord og masker
Strikker med Miss Marple i hotellobbyen.
Drikker cognac med Hercule Poirot i balsalen.
Stener med Barnaby og det uendelige blodbad i Midsomer.
Hopper i sofaen med Sherlock, og det summer i hjernebarken.
Taler Keats og Shelley med Morse.
Tømmer whiskyglas efter whiskyglas med Rebus
og finder svaret.
Død og orden i verden.
Sorg og glæde og gætteleg.
Skeletterne danser ud.
Brik for brik i puslespillet.
Uro giver ro og gør godt.
Hygge med mord og masker.
Byg din egen skov
Træer og tæer
er en god kombination
At traske rundt i græs og grus
og mudder.
Man kan også bygge sin egen skov,
hvis man ikke længere har lov til at have sin egen,
sætte statuer og kors på en bakke
Placere dem vilkårligt og gavmildt
og så gå i zigzag omkring dem
Det giver en god træeffekt.
Et virvar af indtryk er fordelen
det myldrer med billeder og symboler flyder sammen
Sært og samtidig smukt
med solnedgang og sten.
![]()
At grave i stråleregn
At pakke kufferten
og tage afsted
og tro, du skal
i krig fra den ene
dag til den anden.
At sidde i et tog
med ukendt retning
og låste døre
på vej mod
radioaktive skyer.
Ud af toget for at skovle
ruiner og aske
i en bunke
uden at vide noget,
men mærke stilheden.
Det regner fra himlen
og fuglene tier
og planterne dør,
men du arbejder
videre.
Alt er hav
Det handler om hav
Vand, søer, bølger
Salt og alt
Strømmer og skvulper
Og drukner.
Liv, dynamik og udvikling
Fremgang, modgang, nedgang
Også bare hav
Så længe skuden kan gå
Og springe.
Regnvand, saltvand
Ligger og flyder
Rejse fra A til Z
Frem mod målet
Og tilbage igen
Er også bare hav.


