The Johanna Show


Category Archive

The following is a list of all entries from the Fiktion category.

Hummer søger mage

the_lobster

The Lobster er en unik, grotesk og morsom film om tro, håb, kærlighed og benhård konkurrence. Du har aldrig set noget lignende og mere uforudsigeligt end den, og det unikke og særdeles gennemførte univers skal opleves!

The Lobster og datinglivets tragikomiske brutalitet

I The Lobster får vi lov til at se Colin Farrel som en gennemsnitlig blegfed mand med et ønske om at finde en ny partner og måske også kærlighed. Han tjekker ind på et hotel, og et mareridtsagtigt realityshow/datingprogram går i gang. Hvis han ikke når at finde sit match inden deadline, bliver han forvandlet til et selvvalgt dyr; en hummer, men han kan også blive slået ihjel, hvis han bryder spillets regler, og der er mange. Og de er brutale og groteske. Efter flere blodige forviklinger, lykkes det ham at flygte ud i skoven, hvor han slutter sig til enspænderne/the loners. Her forelsker han sig i en kvinde (Rachel Weisz), men som enspænder må han ikke have en kæreste, og straffen for kærlige handlinger er umenneskelig.

Fabelagtig fortælling

The Lobster er nærmest en fabel med dyr og excentriske typer samt en morale eller to. Karaktererne opfører sig ikke ligefrem sympatisk i deres kamp for overlevelse. Det er “Kill-or-get-killed”, og alle jagter og skyder hinanden. De stærkeste overlever, de svageste dør. Samtidig er karaktererne højtidelige og alvorlige, da det er dødeligt alvor at finde en partner. Som seer bliver du revet med af filmens plot. Du forstår, hvorfor de handler, som de gør, du genkender nogle yderst aktuelle problemer og forviklinger, og du aner faktisk ikke, hvordan det hele vil ende.

Sarkasme, sjov og surrealisme

I The Lobster er der en del sarkasme. Fx når to hotelmedarbejdere går på scenen og illustrerer fysisk (og meget akavet), at det er dårligt at være alene og godt at være sammen. Singlerne er desperate og ensomme, og de vil gøre hvad som helst for at finde en mage og vinde spillet. Til trods for alvoren, er det alligevel komisk – og meget, meget surrealistisk. The Lobster kommenterer samfundets glorificering af ægteskabet som det eneste, der kan gøre os komplette, tendensen til at swipe videre ved den mindste lille fejl samt den udbredte opfattelse, at lige børn leger bedst. I dette tilfælde er det dog de mest ligegyldige overfladiske detaljer som at have tendens til næseblod eller en god sangstemme, der afgør, om mennesker kan blive par eller ej.

Kærlighed gør blind, og hvis du ikke vinder spillet, kan du enten blive slået ihjel eller ende som en (andalusisk) hund eller en hummer (telefon a la Dali). Og nu skal jeg vist ikke afsløre mere, men The Lobster er spændende, tankevækkende og sær på den gode måde, og den er nok en af de mærkeligste kærlighedsfilm nogensinde, så du SKAL se den.


80-årig hacker med håndgranat og bid

Herra er vidunderlig, underholdende og barsk. Hun ligger i sin seng i en garage med en håndgranat i hånden og en computer i skødet og tænker tilbage på sit mildt sagt usædvanlige, begivenhedrige og omflakkende liv med krig, kærlighed, eskapader og flugt fra det ene land til det andet. Herra har KOL og kræft og hun ønsker at begå selvmord. Herra har endda bestilt tid i krematoriet, hvor de vil brænde hende ved 1000 grader, men man kan desværre ikke forudbestille tid.

kvinden1
Herra er hovedpersonen i islandske Hallgrímur Helgasons Kvinden ved 100 grader, som var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2013 og skabte heftig debat i hjemlandet Island, fordi den handler om en historisk præsidentfamilie, og der er både utroskab, nazisympati, IT-kriminalitet og andre skeletter i skabet. Men det er og bliver fiktion, og et fantastisk eksemplar af slagsen.

Jeg kommer til at savne Herras bidske humor, politiske observationer og de gribende beretninger om en lille pige, som er alene i verden i en krigstid.

Kvinden ved 1000 grader er ikke mindst vellykket, fordi den informerer, underholder og rører dig.

Hvis du ikke allerede har læst bogen, så skynd dig! Du bliver fyrsteligt underholdt, informeret og måske også provokeret på din fortid som kolonimagt eller Helgasons måde at beskrive verden på. Og det er alt andet end kedeligt.

Hallgrímur Helgason har været en af mine yndlingsforfattere siden jeg læste 101 Reykjavik om tabermanden Hlynur Bjørn, som sætter pris på kvinder. Bogstavelig talt. Helgason forener på poetisk og sprudlende vis sarkasme med humor og alvor, og han er god til at skabe originaler. Fx er hovedpersonen Bøddi i Helgasons roman Stormland en desperat og vred yngre mand, som fornærmer alt og alle i nabolaget på sin blog og blæser til revolution mod storforbruget og kapitalismen.

Jeg elsker originaler, og i Hallgrímur Helgasons bøger finder man alt fra landsbytosser til fantaster og fortidsdyrkere. Læs ham for humor, sarkasme, sprogligt flow og sidst, men bestemt ikke mindst, de super specielle og gribende mennesker, som springer ud af siderne og får dig til at le.

Læs mere om Stormland her


Tilbage til fortiden med Morse

Først kom tv-serien om den sure, bitre, alkoholiserede, menneskelige, dameglade og operaelskende politiinspektør Morse (John Thaw) og hans gemytlige og ligefremme kriminalassistent Lewis (Kevin Whately). Inspector Morse er et mesterværk. Ikke mindst på grund af samspillet mellem den vrantne Morse og den blide Lewis. (1987-2000)

Så kom spin-off-serien Lewis med den snusfornuftige Lewis (Kevin Whately) og den intellektuelle Hathaway (Laurence Fox). Endnu et skud Oxford til en krimijunkie. Og efter sigende har vi ikke set det sidste afsnit endnu, selv om Lewis har valgt at gå på pension. (2006-)

Serien om unge Endeavour Morse er den nyeste i Morse-familien, og du kan stadig nå at hægte dig på. (2013-)

Unge Morse (Endeavour) kunne nemt været gået gruelig galt, men det gør den ikke. Måske fordi serien har sin egen dystre og hårdkogte stil.

Endeavor

Vi er stadig i Oxford, men dette Oxford er et mørkt og uhyggeligt sted, hvor man nemt kan blive dræbt af en seriemorder eller gangster.

Vi tager tilbage til 1965-1966, og Morse (Shaun Evans) er en indadvendt, følsom og forpint nybegynder. Han er samtidig forfriskende fordomsfri af en politimand at være, og han har en drenget sødme og akavethed, der giver ham charme. Hov. Nu lyder det nærmest som om jeg er forelsket i karakteren. Og det er jeg!

Morse er besat af at løse gåder og redde menneskeliv, en workaholic, som frygtløst kaster sig ud i ensomme eventyr, og det giver ham ar, skudsår og traumer.

Unge Morse er enspænder, lytter til opera, kører i Jaguar og drikker whiskey og øl, men han er ikke forbitret og vred endnu. Snarere grublende, melankolsk og kvik.

Endeavour Morse kommer konstant på kant med sine overordnede kolleger, fordi han ser sammenhænge, de andre ikke kan se, og han siger sin ofte meget anderledes mening. Inspektør Thursday (Roger Allam), der nærmest fungerer som en far for Morse, forsøger ofte at få unge Morse til at holde sin mening for sig selv, og politichef Bright (Anton Lesser) opfatter Morse som flabet, hovmodig og respektløs.

Endeavours overordnede finder sig i hans åbenmundethed, fordi han igen og igen er den, som finder det afgørende spor. Sporet ændrer fuldstændig sagen og sender den skyldige bag tremmer.

Unge Morse kulminerer typisk i et kapløb mellem politi og forbryderen, som ofte bliver fanget, mens han er i gang med at myrde. Det er intenst, spændende og fængslende at følge med i processen.

Unge Morse er fantastisk godt skruet sammen og fascinerende. Først og fremmest på grund af den komplicerede karakter Morse. Det hæsblæsende tempo, intensiteten og den lurende fare i alle hjørner suger dig ind i universet. Shaun Evans er i godt selskab, men stjæler alligevel showet som den yngste og nyeste Endeavour Morse.

Unge Morse handler markant mindre om det ambitiøse universitetsmiljø end forgængeren fra fremtiden.

Nyd Unge Morse eller Endeavour, som den hedder på engelsk, på dens egne præmisser og uden at tænke for meget på gamle Morse.

Fang Unge Morse mandag aften på DR1.

Bonusinfo
Morses far Colin Dexter har været med til at skrive alle tre tv-serier.

Se også:
• Den geniale og nyskabende BBC-serie Sherlock med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman som Holmes og Watson. Et absolut must-see og en ekstremt vellykket modernisering af en kendt og elsket krimi.
Læs et fremragende Shout out om Sherlock

Mere om krimier

Hvis du stadig ikke er mættet af Morse og krimier, kan du læse min artiklel om Millennium-trilogien i pdf.

Er du stadig ikke hoppet væk til et andet link i en anden www-verden, kan du læse mit speciale om krimier. Det er langt og i pdf, men efter sigende forholdsvis underholdende af et speciale at være.

Case closed.


En omvandrende katedral

En omvandrende katedral
med forhindringer
Snørklede gange, der snører
sig sammen om struben.

Store, smukke rum
under renovering
Spærrer for synet
af skønne sale med ekko.

Katedralen løber væk
og du er spærret inde
Lukker øjnene og venter
på stilhed og ro.

Katedralen stopper og du
kravler mellem murbrokker
mod lyset i mørket
og ud i verden.


Hygge med mord og masker

Strikker med Miss Marple i hotellobbyen.
Drikker cognac med Hercule Poirot i balsalen.
Stener med Barnaby og det uendelige blodbad i Midsomer.

Hopper i sofaen med Sherlock, og det summer i hjernebarken.
Taler Keats og Shelley med Morse.
Tømmer whiskyglas efter whiskyglas med Rebus
og finder svaret.

Død og orden i verden.
Sorg og glæde og gætteleg.
Skeletterne danser ud.
Brik for brik i puslespillet.
Uro giver ro og gør godt.
Hygge med mord og masker.


Byg din egen skov

Træer og tæer
er en god kombination
At traske rundt i græs og grus
og mudder.

Man kan også bygge sin egen skov,
hvis man ikke længere har lov til at have sin egen,
sætte statuer og kors på en bakke
Placere dem vilkårligt og gavmildt
og så gå i zigzag omkring dem
Det giver en god træeffekt.

Et virvar af indtryk er fordelen
det myldrer med billeder og symboler flyder sammen
Sært og samtidig smukt
med solnedgang og sten.

Læs om korshøjen i Litauen


At grave i stråleregn

At pakke kufferten
og tage afsted
og tro, du skal
i krig fra den ene
dag til den anden.

At sidde i et tog
med ukendt retning
og låste døre
på vej mod
radioaktive skyer.

Ud af toget for at skovle
ruiner og aske
i en bunke
uden at vide noget,
men mærke stilheden.

Det regner fra himlen
og fuglene tier
og planterne dør,
men du arbejder
videre.


Alt er hav

Det handler om hav
Vand, søer, bølger
Salt og alt
Strømmer og skvulper
Og drukner.

Liv, dynamik og udvikling
Fremgang, modgang, nedgang
Også bare hav
Så længe skuden kan gå
Og springe.

Regnvand, saltvand
Ligger og flyder
Rejse fra A til Z
Frem mod målet
Og tilbage igen
Er også bare hav.


Holder fanen højt

Holder fanen højt
og synger endnu højere
Flagdag minder mig altid
om spejdermøder
og at rulle fanen ud.

Op med hovedet
Lad det flagre i vinden
og flyve afsted
mod solen
uden at brænde vingerne.

Stolt af symbolet,
som viser nationalitet,
særkende og styrke
at flage og springe
op
og signalere sejr.


Drengen i Rummet

Drengen og hele hans værelse bliver
suget ud i Rummet
Bortført af aliens
Drengen kommer aldrig
tilbage til Jorden
og tæppet og trygheden
og forældre og søskende
og Science Fiction.

Drengen og værelset i en evighed
mellem planeter og stjerner i en
roterende UFO, som minder om en skinnende støvsuger
Tvunget til at leve blandt fjendtlige blækspruttehoveder med store, onde øjne og monotone radiofrekvenser på Mælkevejen,
hvor man aldrig kan købe mælk
og aldrig kan komme tilbage.