The Johanna Show

Modkulturel lørdag med CEPOS

Er danskerne et uhøftligt og slapt folkefærd? Skal vi revolutionere folkeskolen og genindføre “De”? Er det et modkulturelt oprør at passe sine egne børn privat? Er modkultur altid en negation og ødelæggelse af den eksisterende kultur, en dyrkelse af det ægte og en påstand om, at det nye er bedre? Kan man skabe nye samfund gennem IT og hav? Bliver man fri af at sælge hash og miste sit job? Stay tuned……

Undertegnede har nemlig lige været til konference hos CEPOS om Modkultur i velfærdsstaten med følgende oplægsholdere og oplæg:

• Journalist og forfatter Torben Steno: “Er gode manerer et oprør mod tidsånden?”.
• Kommentator og JP-blogger Lisbet Røge Petersen: “At passe og opdrage sine egne børn”.
• Fotograf og brand manager Michel Winckler-Krogh og filosof Mads Vestergaard: “Modkulturens negative opbyggelighed”.
• Ingeniørstuderende og iværksætter Lasse Birk Larsen: “Seasteading og liberal aktivisme. Ikke politiske måder at søge frihed på”.
• Filosof og projektmedarbejder Henrik Gade Jensen: “Modkulturens genealogi – eller hvordan fremskridt skabes af grænseoverskridelser”.
• Forhenværende politimand Lars Kragh Andersen A.K.A Licens-Lars: “Praktisk liberal aktivisme”.

Mere personlig frihed er noget, som menneske efter menneske har kæmpet for, og kampen er stadig i gang. Ved ordet modkultur tænker jeg på afdankede hippier, hvis oprør endte i ekstrem egoisme, så jeg var meget spændt på at se og høre socialliberale og borgerlige bud på modkultur. 

Indrømmet. Jeg er lidt af en individualistisk Rasmus Modsat, eller måske er jeg bare født med et kontrært “det skal jeg selv bestemme”, og jeg har en forkærlighed for Kierkegaards opgør med spidsborgeren, der automatisk gør det samme som alle andre. Samtidig synes jeg, det er ondt at være socialliberal i stil med Joachim B. Olsen, men jeg gik nu til konferencen med et så åbent sind som muligt.

Ifølge Steno er det oprør mod de gældende normer at respektere alle mennesker, være venlig, tale ordentligt og give hånd. Jeg køber gerne Stenos pointe om, at vi er ultra uhøflige, hvilket især kan ses i trafikkens infernalske jungletilstande og Netto, hvor ekspedienterne må lide under et væld af aggressioner, og er da enig i, at det ville være fedt, hvis vi blev bedre til at omgås hinanden.

“Opfør dig ordentligt” er et konkret og praktiserbart og ganske kommercielt budskab, og et telefonselskab har da også lige haft en “Tal ordentligt”-kampagne, og der er noget om snakken. Men det er da lidt kedeligt og autoritetstro, og vi behøver vel ikke ligefrem at genindføre “De” i folkeskolen. No way!

Hverken lærere eller elever er opdraget til høflighed, snarere “jeg har ret til ditten og datten, det drejer sig om mig, mig og mere mig og kun mig”, så måske skulle høflighedsrevolutionen starte i daginstitutioner, hvor pædagoger og medhjælpere kunne bidrage, hvis de ellers er kompetente og tilstedeværende nok, hvilket de sidste dages kritik af vuggestuer og børnehaver har sat spørgsmålstegn ved, hvis undersøgelsen af vuggestuer ellers holder vand.

Dagens anden oplægsholder Lisbet Røge Petersen passer selv sit ene barn i eget hjem, det andet går i en privat, international skole/børnehave. Og det er hun stolt af, for staten er en ond overformynder, der tager overpriser for dårlig opbevaring. Lisbet har ikke betænkeligheder ved at være en hjemmegående kvinde. Hun oplever derimod, at det er ildeset blandt andre karrieremindede hunkøn.

Selvfølgelig må kvinder gerne passe egne børn uden statslig indblanding, hvis de har lyst og økonomisk overskud, men jeg har svært ved at se det som fremskridt, snarere et “tilbage til kødgryderne”. Røge Petersen er tydeligvis vant til kritik, for hun var vred, defensiv og affærdigede automatisk spørgsmål, hun ikke accepterede præmissen bag, såsom at man skylder staten noget for sin dyre uddannelse.

And now for something completely different …. for det var det tredje oplæg, der inkluderede Marlon Brando som “rebel without a cause”, den notorisk selvdestruktive punksanger GG Allin, der ville have begået selvmord på scenen, hvis han ikke var død af en overdosis, det provokerende rapband Suspekt og grounge-stjernen Kurt Cobain, vitterlig. Og her fik vi modkultur så det baskede tilsat en god portion punk, Sisyfosmyte og undertrykkelsesnarrativer.

Michel Winckler-Krogh og Mads Vestergaards syn på modkultur er, at modkultur sælger – især hvis du kombinerer den med en fortælling om, hvor ægte og autentisk du er i forhold til den falske og hule mainstreamkultur.

Kom til at tænke på et væld af reklamer, som hylder “det ægte” og den særdeles effektive “os mod dem” strategi, som virker hver gang: “Foren jer i et oprør mod en fælles fjende og hyl i flok om, hvor individuelle I er. Don’t imitate – innovate!” Problemet er dog, at den modkulturelle strømning før eller senere bliver en del af mainstreamkulturen, og så er den ikke længere så original.

Suspekt bruger bevidst provokationer som referencer til S og M og vold for at skabe opmærksomhed. Dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Desuden brander de sig som undertrykte outsidere, og det sælger. Meget. Både økonomisk og socialt. Kurt Cobain begik selvmord, fordi hans før så alternative musik fik for stor succes: han følte, at han solgte ud.

Det er heller ikke tosset at vise en lænket Sisyfos, som ruller en sten op ad en bakke, men den triller ned igen og igen, og hverken mand eller sten kommer nogenvegne, og det hele er håbløs monotoni, for det er en situation, den menige fan kan genkende: “We’re on the road to nowhere.”

Og så gik vi med filosof Henrik Gade Jensen helt tilbage til de gamle grækere og Platon, der så nysgerrighed og det at afprøve grænser som en last og bestemt ingen dyd. Her burde man gøre sin pligt som samfundsborger, og det er først i senmiddelalderen og med Augustin, at den menneskelige vilje kommer ind i billedet.

Den menneskelige vilje er vigtig, nysgerrig og nogle hævder, at den også er fri. Vi går fra intellektuel rationalisme og forherligelse af fornuft til voluntarisme, filosofiske teorier, som lægger vægt på vilje og at overskride grænser. Vi er drevet af motiver og mål og vi handler for at opnå noget, og vores ønsker og mål er ikke altid så fornuftige. Faktisk kan fornuft være yderst undertrykkende.

Vi har et ideal om, at det nye altid er meget bedre end det gamle. Det er fascinerende, smukt, salgbart og godt. Vi tænker konstruktivt, og det ender destruktivt, for modkultur ødelægger. “It’s all been done before” skal altid overtrumfes.

Gade Jensen mener, at vi ikke behøver ødelægge det, som allerede fungerer, bare fordi vi hellere vil have noget nyt, og at det nye ikke altid nødvendigvis er bedre. “Don’t fix it if it isn’t broken”, og jeg kan ikke andet end være enig. Ødelæggelse kan dog skabe en ændring til noget bedre, og hvis vi fortsætter med at gøre det samme, som vi altid har gjort, så sker der heller aldrig noget andet.

Lasse Birk Larsen citerede Churchill: ” Democracy is the worst form of government except all those others that have been tried…” “Seasteading” udtrykker ifølge ham: “Let’s try more”. “Seasteading”, at flytte ud på havet og skabe sit eget samfund, så man er udenfor landes love, regler og konventioner – et interessant bud på senmoderne modkultur. Jeg er dog for desillusioneret til ubetinget at tro på utopier.

Det nye IT-valutasystem Bitcoins er banebrydende, fordi det er selvstændigt, uafhængigt af verdens valuta ellers, og de findes kun i et begrænset antal på 21 millioner enheder. Det skaber sin egen modkultur og giver flere uudforskede muligheder. Indtil videre kan man fx betale med Bitcoins hos en frisør på Nørrebro, men der skulle gerne komme mange flere måder at bruge dem på.

En virksomhed, som anvender en form for Seasteading, er Blueseed, der lever af at være flydende kontorhotel for virksomheder, som vil være tæt på innovative Silicon Valley, og gør det billigt her og nu, men dog for 9-10% af den årlige omsætning. En art smart Corporate Social Responsibility-strategi: “Vi hjælper jer gerne i gang og giver stakkels jer nogle gode kontakter, men tager os sandelig også betalt for det efterfølgende, hvis jeres virksomhed blomstrer.”

Et problem ved Seasteading er, at det beror på, at man flytter ind i lovmæssige gråzoner. Farvandene bliver næppe ved med at være smuthuller fra det ufrie landliv, og problemet med nye stater er, at de gerne ender i endnu mere undertrykkelse af frihed. Eksempler: Sovjetunionen, hvor et nyt rædselsregime tog over efter tzaren, og Iran, hvor den islamiske revolution ikke ligefrem gav mere frihed. Tværtimod. Det koster intet at drømme her i demokratiske Danmark. Eller gør det?

“Licens Lars” er en aktivist med stort A. Så meget aktivist, at det har kostet ham hans job og bøder i 10.000-kroners-klassen, hvis han ellers havde en hvid indkomst at betale med, som han selv formulerer det. Lars har kæmpet mod DR og medielicens via eksempelvis Facebook og solgt hash, mens han var i polititjeneste, fordi han vil have den legaliseret.

Efter et billede i Ekstrabladet eller lignende, hvor han demonstrativt og åbenlyst sælger en joint og tager imod penge for den, blev han fyret fra jobbet som politimand, men umiddelbart ser han ikke ud til at ærgre sig over den plettede straffeattest og fyringen, og det ville undre mig meget, hvis han ikke bliver ved med at kæmpe for sager, han tror på, via Facebook, medierne og jura.

But why? Som han selv formulerer det. Fordi han vil ændre verden.

Og hvad kan vi så lære af det? Ifølge arrangørerne, at borgerlig modkultur typisk har et konkret mål som mere høflighed og legalisering af hash, og at modkultur altid beror på en form for ødelæggelse af eksisterende værdier og overskridelse af grænser, og jeg er ihvertfald blevet – om ikke helt afklaret med alt, så ihvertfald lidt klogere og rigere på inspiration.

Det gør det bare endnu bedre, at dagen foregik i fremragende, forskelligartet, frisindet selskab med masser af stof til eftertanke og vin i velfærdstatens søde/klæbrige ånd.

Alt jeg ved er, at jeg intet ved, og dog tror jeg, vi lever i finanskrisetider, hvor vi er tvunget til at tænke ud af boksen, og genopfinde eller ihvertfald redefinere os selv for at komme helskabte igennem udfordringer, fyringsrunder og den usikkerhed og omskiftelighed, som nogle ville kalde “sædernes forfald”, andre “ændringer af velfærdsstaten som den var”.

“Freedom’s just another word for nothing left to lose” og “hvor der er vilje er der en vej……..?”