Dystre drømmetoner
Faldt over denne musikvideo med CocoRosie, da jeg i slutningen af 2011 sad og kedede mig på et aktiveringskursus, og var med et solgt og samtidig glad for, at jeg ikke var den unge mand. Fik helt lyst til at besøge Highgate Cemetary.
Og nej! Er stadig mit gamle relativt positive jeg, blot i en lettere filosofisk grad. Fandt de gotiske og victorianske rober, hviskende børneremser og rædselsslagne skrig særdeles æstetiske og fascinerede som få:
Et kerneeksempel på, hvordan man kan opbygge uhygge og suspense ved hjælp af tomme pladser, manglende informationer, huller i fortællingen, uudtalte sammenhænge, uklarheder, gåder, vi selv skal opklare, og spørgsmål, vi selv må forsøge at svare på. Vi suges ind i et andet univers. Stemningen er knugende og intens og sætter skub i vores fantasi.
Hvorfor skal den unge mand hænges? Hvem har han myrdet – eller har han dræbt nogen? Og er de to unge kvinder medskyldige eller mordofre? Har de begået et barnemord sammen, eller symboliserer helheden blot barndommen, som for evigt er død og borte, udpenslet i de unge menneskers voldsomme sidste åndedrag?
Uklarhed er en dyd. Ihvertfald i kunstnerisk sammenhæng.
And our screaming
Is in his screaming
Our screaming in the willow tree
De insisterende gentagelser af “our screaming is in his screaming ” viser en følelsesmæssig alliance mellem videoens tre hovedpersoner: manden, der skal hænges, og tvillingepigerne, der indtager gift – eller er der tale om den samme kvinde i spaltet form? De bliver til en skrigende masse, der smelter sammen med piletræet, hvor de venter og forenes igen á la en Romeo og Julie x 2.
Selv de første ord er urovækkende:
It was just before the moon hung
Her weary heavy head in
The gallows and the graves of
The milky milky cradle
Månen hænger sit hoved i galgerne og gravene af den mælkeagtige, mælkeagtige vugge. Galger + grave + vugge er i den grad antitetiske størrelser, da vi går fra positiv, lys vugge med tryghedsskabende mælk til negativt, mørkt henrettelsessted og grav, der markerer makaber død.
Modsætningen er det mest effektive og fascinerende virkemiddel i verden.
Det slutter lige så obskurt og skræmmende som det starter. Løkken om halsen, en sæk over hovedet, lyden af det knagende reb i vinden og skammelen, der hives væk under manden. En himmelsk harpe klinger. Vi ser naturbørnene posere hånd i hånd – enten i skøn genforening eller i den tabte fortid.
Gisp! Hvor grufuldt og fængende, eller hvad?
The Johanna Show 