En omvandrende katedral
En omvandrende katedral
med forhindringer
Snørklede gange, der snører
sig sammen om struben.
Store, smukke rum
under renovering
Spærrer for synet
af skønne sale med ekko.
Katedralen løber væk
og du er spærret inde
Lukker øjnene og venter
på stilhed og ro.
Katedralen stopper og du
kravler mellem murbrokker
mod lyset i mørket
og ud i verden.
Hygge med mord og masker
Strikker med Miss Marple i hotellobbyen.
Drikker cognac med Hercule Poirot i balsalen.
Stener med Barnaby og det uendelige blodbad i Midsomer.
Hopper i sofaen med Sherlock, og det summer i hjernebarken.
Taler Keats og Shelley med Morse.
Tømmer whiskyglas efter whiskyglas med Rebus
og finder svaret.
Død og orden i verden.
Sorg og glæde og gætteleg.
Skeletterne danser ud.
Brik for brik i puslespillet.
Uro giver ro og gør godt.
Hygge med mord og masker.
Byg din egen skov
Træer og tæer
er en god kombination
At traske rundt i græs og grus
og mudder.
Man kan også bygge sin egen skov,
hvis man ikke længere har lov til at have sin egen,
sætte statuer og kors på en bakke
Placere dem vilkårligt og gavmildt
og så gå i zigzag omkring dem
Det giver en god træeffekt.
Et virvar af indtryk er fordelen
det myldrer med billeder og symboler flyder sammen
Sært og samtidig smukt
med solnedgang og sten.
![]()
At grave i stråleregn
At pakke kufferten
og tage afsted
og tro, du skal
i krig fra den ene
dag til den anden.
At sidde i et tog
med ukendt retning
og låste døre
på vej mod
radioaktive skyer.
Ud af toget for at skovle
ruiner og aske
i en bunke
uden at vide noget,
men mærke stilheden.
Det regner fra himlen
og fuglene tier
og planterne dør,
men du arbejder
videre.
Alt er hav
Det handler om hav
Vand, søer, bølger
Salt og alt
Strømmer og skvulper
Og drukner.
Liv, dynamik og udvikling
Fremgang, modgang, nedgang
Også bare hav
Så længe skuden kan gå
Og springe.
Regnvand, saltvand
Ligger og flyder
Rejse fra A til Z
Frem mod målet
Og tilbage igen
Er også bare hav.
Holder fanen højt
Holder fanen højt
og synger endnu højere
Flagdag minder mig altid
om spejdermøder
og at rulle fanen ud.
Op med hovedet
Lad det flagre i vinden
og flyve afsted
mod solen
uden at brænde vingerne.
Stolt af symbolet,
som viser nationalitet,
særkende og styrke
at flage og springe
op
og signalere sejr.
Drengen i Rummet
Drengen og hele hans værelse bliver
suget ud i Rummet
Bortført af aliens
Drengen kommer aldrig
tilbage til Jorden
og tæppet og trygheden
og forældre og søskende
og Science Fiction.
Drengen og værelset i en evighed
mellem planeter og stjerner i en
roterende UFO, som minder om en skinnende støvsuger
Tvunget til at leve blandt fjendtlige blækspruttehoveder med store, onde øjne og monotone radiofrekvenser på Mælkevejen,
hvor man aldrig kan købe mælk
og aldrig kan komme tilbage.
Den indre sæl
Drukner i strømmen
af hvinende havnebadere
og bliver søsyg.
Luk øjnene
Spring ud i det
og slip for biograf.
“Plask”, siger vandet
og du svømmer
alligevel videre
som den sæl,
du ikke anede,
at du var.
Posestatus
Posestatus er Shopping spree 100 – 0 til mig – eller er det omvendt?
Bliver overfuset af en
herreekspedient
Våger som en ørn
og smiler hverken før, under eller efter.
Så er det bedre med total
Ligegyldighed à la H&M
Tøjet sælger sig selv
og du slipper for at
blive konfronteret med
en overivrig sælgertype,
som giver dig dårlig samvittighed.
Frit valg på alle hylder,
hvis du ellers kan lide det,
du ser
Udbuddet sløver dig ned og slører
Gennem Magasin med halvt lukkede øjne, som ikke vil se
Modstår fristelsen til at tømme Bilka.
Oraklet drikker kaffe
Oraklet drikker kaffe
og knuser æg med tænderne
det er hans yndlingshobby
og kræver æggedisciplin.
Oraklet er æggemester
fra 1996
og han forsøger stadig at
forbedre sig.
Oraklet foretrækker Java,
men må en gang imellem nøjes
med andre sorter at skylle
æggeskallerne ned med.
Oraklet har kronede dage
og brækkede tænder
og masser af glædelig
påskehare i maven.