Love your darlings!
Har lige læst en artikel om mennesker, der skriver fiktion om robotter fra film – erotisk fanfiktion, hvor robotdele møder kød, og yndlingskarakterer går til stålet på hjemmesider. Fantasi og fiktion i skøn forening og et ekstremt eksempel på tendensen til at dele og elske favoritter. En tendens, vi ser mere og mere af på Facebook, Twitter, Pinterest osv. osv.
Det er demokratisk at dele, en åben gestus, der giver plads til diskussion og dialog. At dele er uselvisk, godt og en kærlighedsytring til det delte. Eller hvad?
Jeg har lært i skolen, at man skal dræbe sine darlings, være nådesløs og plaffe kæpheste og favoritter ned. Især, hvis de hverken gavner budskabet eller intentionen.
“Kill your darlings” er stadig et brugbart skriveråd. Især, når du er den eneste i universet, som synes, at dine flotte formuleringer og skøre ordspil er sjove og interessante. Og nu føler jeg mig med god grund ramt.
Jeg ved det godt. En person, der skriver darlings om darlings, er næppe den bedste til at bedømme andres tendens til at dyrke darlings. Alle kan altid klikke sig videre eller fuldstændig ignorere, like og kommentere løs, hvis de vil, men det virker da lidt sært at praktisere “love your darlings” i fantastisk fanfiktiv grad.
“Kill your darlings” ser ud til at være ude af drift i vores massemediesamfund, hvor vi deler alt fra bekendelser, meninger, feriebilleder og kageopskrifter til modeindkøb, musikhitlister og billeder af fostre i livmødre – gerne med hele verden – og helst på flere platformer samtidig.
Eller er det bare mig, der blander tekstgenrer, billeder, musikvideoer, blogs og hjemmesider sammen i en stor pærevælling?
Hm. Har besluttet mig for at lade mine leve. Lidt endnu…………..
Læs artiklen:http://www.b.dk/tech/ny-onlinegenre-dyrker-robotsex#
