Retorik er overalt
Retorik er talelære, kunsten at overbevise, læren om talekunst og at bruge ord til at overbevise et eller flere mennesker om et eller andet. Kært barn har mange navne, og mange stejler, bliver nervøse og begynder nærmest at undskylde deres måde at tale eller skrive på, så snart ordet retorik kommer på banen. Alligevel gennemsyrer den vores samfund.
Du finder den til personalemøder, i call-centre, på ledelseskongresser, i folketinget, på sociale medier, i hjemmet, til lands, vands og i luften. Kort sagt overalt. Og den er vigtig. Meget, meget vigtig. For hvis du ikke er en nogenlunde god til at udtrykke dig, kan du ikke overbevise dine venner eller fjender om noget som helst.
Selv en røgsky på himlen er retorik.
Hækken bliver ikke klippet, du får ingen stemmer til lokalvalget og mormor Erna nægter at bage en kage til forældremødet. Du vil gerne overbevise og få andre til at handle eller ændre mening og adfærd, og du starter med at tale eller skrive om dit ønske. Du siger, hvad du vil.
Retorik flytter din målgruppe fra A til B, og hvis du er heldig, så kommer I hele vejen i mål. Den er en samtale mellem flere mennesker, og den kræver, at der sker noget nyt, et ønske om forandring af status og handling.
Uden retorik kommer du aldrig til at overbevise dine partifæller om, at når Lars Løkke får penge til tøj, så vil du også have penge til tøj. Uden retorik kan du hverken få succes med en reklametekst, 1000 followers på Twitter eller et job.
I begyndelsen var ordet, og så snart der var to, kom retorikken og sejrede. Alle kan tale, men ikke alle er overbevisende. Ikke alle kan argumentere, men alle bruger alligevel retorik.
Når du åbner munden og ønsker noget af din samtalepartner, læser, modtager, publikum, seer eller lytter, har vi retorik. Så den er ikke bare kommet for at blive, den har været der hele tiden. Udfordringen er at gøre den effektiv, hensigtsmæssig og god.
Næste gang du møder en retoriker, kan du være sikker på, at vedkommende ikke bare tæller stavefejl i tekster og vurderer dit sprog til at være skrot. Vi kan hjælpe dig med at blive bedre til at udtrykke dig mere overbevisende, levende og klart på en måde, som passer til dig som person. Der er ikke noget at være bange for. Vi bider ikke, og vi er ikke særlig farlige. Vi kan faktisk være meget, meget venlige og hjælpsomme mennesker. Det er bare Retorik, som ligger på lur. Overalt.
Do or die! Mine første retorikkurser
Om få dage starter et nyt og spændende kapitel i mit liv: “Nu også som aftenskoleunderviser” – endda i “Lær at holde en tale” og “skriv levende”, og hvem ved, måske går det også godt. Skrive, skrive, skrive som en ninja. Tænke, tænke, tænke som en Toulmin. Nu er jeg ikke nogen underviser, kun retoriker, så “errare humanum est”.
Jeg nyder at nørde med rendyrket retorik – hvor det at overbevise vitterlig betyder at overbevise, og ikke nødvendigvis at overtale og sælge. Det ene udelukker ikke det andet. At udtænke sjove og lærerige øvelser er også en fryd. Men hvad i alverden skal jeg sige? Og hvad forventer kursisterne?
Lad os gå tilbage til Adam og Eva. Totalt uacceptabel intro rent retorisk, men ingen regel uden undtagelser, og dette er ikke en tale, men en lettere nostalgisk og talesproglig dialog af en subjektiv art med en modtager, som bliver aktiveret og svarer igen sit eget hoved.
Mit første retorikkursus er lige for enden af broen….
Jeg ELSKEDE at være retorikstuderende – at analysere taler, skrive, give feedback og gennemskrive igen og igen, og at nørkle med selv de mindste detaljer, for den mindste ændring gør forskel. Jeg havde nærmest ” a crush on om ikke” gode gamle Aristoteles, så hans tre fantastisk brugbare appelformer etos, patos og logos, og syntes, det var revolutionerende at opdage, at alle ytringer er intentionelle. Jeg tilgav endda mine undervisere for at trække mig ned på et samlet “9”-tal i mundtlig formidling, fordi jeg smilede for meget, og mimik skal varieres.
Indrømmet. Fonetik var en hård nød at knække for en færing, som er flydende på dansk, men jeg klarede den, og sprogbeskrivelse var også en “vind eller forsvind”-disciplin, og jeg kom, jeg så, jeg sejrede – vist nok – eller godt nok i første forsøg. Egentlig er der ikke så mange retorikere til i verden – og slet ikke færøske, men forleden var jeg til en fest, hvor vi var tre.
Det fik mig til at glæde mig endnu mere til at dykke ned i retoriske teorier, for i grunden er de min comfort zone. Et blødsødent, humanistisk, men samtidig også hardcore, nuanceret og analytisk og meget, meget brugbart fagområde, hvor effektivt ikke altid er det samme som godt, og godt ikke altid har den ønskede effekt.
Men tilbage til undervisningssporet. Jeg har tænkt mig at give en grundig gennemgang af retoriske grundantagelser, forarbejdningsfaser, appelformer, talegenrer og mål, klassisk opbygning – krydret med diverse sjove øvelser. Derefter vil jeg målrette undervisningen til de genrer, modtagerne ønsker/har brug for at lære mere om – og forhåbentligt være med til at forbedre alt fra talemanuskript til actio/fremførelsen. Om det lykkes, ved jeg ikke endnu. Men jeg vil gøre mit bedste. Resten er et spørgsmål om egen retorik.
Dystre drømmetoner
Faldt over denne musikvideo med CocoRosie, da jeg i slutningen af 2011 sad og kedede mig på et aktiveringskursus, og var med et solgt og samtidig glad for, at jeg ikke var den unge mand. Fik helt lyst til at besøge Highgate Cemetary.
Og nej! Er stadig mit gamle relativt positive jeg, blot i en lettere filosofisk grad. Fandt de gotiske og victorianske rober, hviskende børneremser og rædselsslagne skrig særdeles æstetiske og fascinerede som få:
Et kerneeksempel på, hvordan man kan opbygge uhygge og suspense ved hjælp af tomme pladser, manglende informationer, huller i fortællingen, uudtalte sammenhænge, uklarheder, gåder, vi selv skal opklare, og spørgsmål, vi selv må forsøge at svare på. Vi suges ind i et andet univers. Stemningen er knugende og intens og sætter skub i vores fantasi.
Hvorfor skal den unge mand hænges? Hvem har han myrdet – eller har han dræbt nogen? Og er de to unge kvinder medskyldige eller mordofre? Har de begået et barnemord sammen, eller symboliserer helheden blot barndommen, som for evigt er død og borte, udpenslet i de unge menneskers voldsomme sidste åndedrag?
Uklarhed er en dyd. Ihvertfald i kunstnerisk sammenhæng.
And our screaming
Is in his screaming
Our screaming in the willow tree
De insisterende gentagelser af “our screaming is in his screaming ” viser en følelsesmæssig alliance mellem videoens tre hovedpersoner: manden, der skal hænges, og tvillingepigerne, der indtager gift – eller er der tale om den samme kvinde i spaltet form? De bliver til en skrigende masse, der smelter sammen med piletræet, hvor de venter og forenes igen á la en Romeo og Julie x 2.
Selv de første ord er urovækkende:
It was just before the moon hung
Her weary heavy head in
The gallows and the graves of
The milky milky cradle
Månen hænger sit hoved i galgerne og gravene af den mælkeagtige, mælkeagtige vugge. Galger + grave + vugge er i den grad antitetiske størrelser, da vi går fra positiv, lys vugge med tryghedsskabende mælk til negativt, mørkt henrettelsessted og grav, der markerer makaber død.
Modsætningen er det mest effektive og fascinerende virkemiddel i verden.
Det slutter lige så obskurt og skræmmende som det starter. Løkken om halsen, en sæk over hovedet, lyden af det knagende reb i vinden og skammelen, der hives væk under manden. En himmelsk harpe klinger. Vi ser naturbørnene posere hånd i hånd – enten i skøn genforening eller i den tabte fortid.
Gisp! Hvor grufuldt og fængende, eller hvad?
Love your darlings!
Har lige læst en artikel om mennesker, der skriver fiktion om robotter fra film – erotisk fanfiktion, hvor robotdele møder kød, og yndlingskarakterer går til stålet på hjemmesider. Fantasi og fiktion i skøn forening og et ekstremt eksempel på tendensen til at dele og elske favoritter. En tendens, vi ser mere og mere af på Facebook, Twitter, Pinterest osv. osv.
Det er demokratisk at dele, en åben gestus, der giver plads til diskussion og dialog. At dele er uselvisk, godt og en kærlighedsytring til det delte. Eller hvad?
Jeg har lært i skolen, at man skal dræbe sine darlings, være nådesløs og plaffe kæpheste og favoritter ned. Især, hvis de hverken gavner budskabet eller intentionen.
“Kill your darlings” er stadig et brugbart skriveråd. Især, når du er den eneste i universet, som synes, at dine flotte formuleringer og skøre ordspil er sjove og interessante. Og nu føler jeg mig med god grund ramt.
Jeg ved det godt. En person, der skriver darlings om darlings, er næppe den bedste til at bedømme andres tendens til at dyrke darlings. Alle kan altid klikke sig videre eller fuldstændig ignorere, like og kommentere løs, hvis de vil, men det virker da lidt sært at praktisere “love your darlings” i fantastisk fanfiktiv grad.
“Kill your darlings” ser ud til at være ude af drift i vores massemediesamfund, hvor vi deler alt fra bekendelser, meninger, feriebilleder og kageopskrifter til modeindkøb, musikhitlister og billeder af fostre i livmødre – gerne med hele verden – og helst på flere platformer samtidig.
Eller er det bare mig, der blander tekstgenrer, billeder, musikvideoer, blogs og hjemmesider sammen i en stor pærevælling?
Hm. Har besluttet mig for at lade mine leve. Lidt endnu…………..
Læs artiklen:http://www.b.dk/tech/ny-onlinegenre-dyrker-robotsex#
The Johanna Show 